Ekstra Bladets kampagne  mod perversisteten, hvor journalister forklædt som 13-14-årige piger afslører gamle klamme liderlige mænd med hang til mindreårige piger, er spændende på flere måder. For de fleste af os er det underholdning, når det er allerbedst; det handler nemlig om sex, moral og forbrydelse og endda forbrydelse af den slags, der vækker vores største afsky. Og det er jo også derfor vi læser Ekstra Bladet, som sælger aviser på at levere os det kontroversielle stof, hvor vi kommer ud i de dunkleste afkroge af den menneskelige moral og pervasion. Vi forarges over hvor nederdrægtige disse ulækre mandspersoner kan være, og frydes over hvordan de nu bliver hængt ud  og bliver gjort til skamme i mediernes gelatine og beruses over den tiltagende lynchstemning.

Alt imens dette står på har vi dog en mærkelig fornemmelse af, at der er noget der ikke helt stemmer; noget er vendt totalt på hovedet i dette optrin. Det er Ekstra Bladet der står bag afsløringen og Ekstra Bladet, der sætter hele forømmelsen af disse mænds beskidte tilbøjeligheder på dagsordenen....

 hmm... tænkepause

Statusangst er et fænomen, som historisk opstår ved overgangen fra det hierarkiske aristokratiske til det lighedsorienterede demokratiske samfund. Med det moderne samfund og idealerne, som fulgte med den amerikanske og franske revolution, fødes tanken om lighed og bevidstheden om, at enhver principielt har lige chancer for at opnå velstand og høj status; at man ikke er forudbestemt til at tilhøre en bestemt samfundsklasse resten af livet, men kan meritere sig til høj status. Det er denne nye bevidsthed som den fransk-britiske forfatter Alain de Botton ser som begyndelsen til den moderne samfundsborgers byrdefulde bekymring over sin sociale anseelse. Vi går fra en "lykkelig" uvidenhed og accept af den klassemæssige ulighed til en tynget ulykkelig bevidsthed om, at vi selv er ansvarlige for, hvilken grad af social status vi opnår.

Når vores sociale status volder os så stor bekymring, at det kan virke decideret angstfremkaldende, hænger det ifølge Botton sammen med, at den har stor betydning for, hvor meget kærlighed, respekt, opmærksomhed og omsorg vi får fra vores omverden, fordi den indikerer overfor omverdenen, hvor meget vi individuelt er værd som menneske.
Den sociale status spiller denne rolle, fordi den fra at være bestemt af hvilken social klasse man var født ind i, med tiden er kommet til at blive bestemt af, hvor godt man som enkelt individ klarer sig i livet, som afgøres ud fra, hvilken titel man har, hvor meget man tjener, og hvad man ellers har opnået.

I løbet af det 19. og 20. århundrede vokser en ny ideologi frem - meritokrati - og konkurrerer med to alternative forestillinger om samfundets sociale organisering - lighedstanken som foreslår en fuldstændig lige fordeling af goder og arveprincippet om, at rigdom tilfalder rige familiers afkom, at rigdom og høj status går i arv. Meritokratiet repræsenterer en ide om, at ens økonomiske og sociale status er noget, man selv gør sig fortjent til under den forudsætning, at alle gives lige muligheder.

Med den meritokratiske opfattelse af samfundets sociale inddeling og fordeling af ressourcer er det blevet sværere at argumentere for, at det er systemet og ikke en selv, der har placeret en der, hvor man befinder sig på den sociale rangstige. I dag er det en almen overbevisning, at der er en sandsynlig sammenhæng imellem ens meritter og sociale status.

"If the successful merited their success, it necessarily followed that the failures had to merit their failure. In a meritocratic age, justice appeared to enter into the distribution of poverty as well as wealth. Low status came to seem not merely regrettable, but also deserved." (de Botton, 2005) 

Statusangsten er altså opstået i kraft af den samfundsmæssige udvikling, der er sket, når vi er gået fra det feudale aristokratiske samfund til det moderne meritokrati, i hvilket alle principielt har lige muligheder for at opnå høj status. Tidligere var ens status ikke årsag til bekymring, eftersom at denne var forudbestemt og var dømt til at forblive den samme. I det meritokratiske samfund er status derimod årsag til livslang bekymring, fordi at ens sociale status bestemmes af ens egen formåen, og at den derfor vil afsløre, hvor meget man som menneske er værd.
Eftersom social status ifølge de Botton primært opgøres i personlig indkomst, titel eller anden opnåelse, vil ens status, i fald man ikke har opnået nogen af delene i nogen særlig grad indikere, at man ikke er meget værd som menneske.

Selvom menneskenes materielle levestandard i de nye demokratiske samfund er langt bedre end de lavere klassers i de tidligere feudale aristokratiske samfund, tynges det moderne menneskes sjæl til gengæld af en konstant bekymring over ikke at opnå lige så meget som dem, han sammenligner sig med. Det som i særdeleshed udgør forskellen imellem de to samfundsforholds bevidstheder er, at det moderne menneske har fået forventninger og forhåbninger.

Statusangst er altså en bekymring alle mennesker, der lever i et moderne meritokrati i mere eller mindre grad er tynget af, som på mange måder minder om og er relateret til følelser som misundelse og jalousi. Det er som begrebet udtrykker først og fremmest vores frygt for vores sociale status, eller rettere at det mål af succes og anerkendelse vi har opnået ikke står mål med den sociale status, vi forventede. Dernæst er det en angst for ikke at kunne leve op til samfundets idealer for succes og prestigenormer, hvilket ville få konsekvenser for den sociale anseelse og respekt vi nyder.

"I vores samfund udgør sex endnu et forskelsdannende system helt uafhængigt af det økonomiske men mindst ligeså nådesløst. De to systemer virker på helt tilsvarende måde. Ganske som økonomisk liberalisme uden stopklodser, og af tilsvarende grunde, skaber den seksuelle liberalisme en absolut proletarisering. Der er nogle der elsker hver eneste dag; andre højst fem eller seks gange i livet eller aldrig. Nogle elsker med dusinvis af kvinder; andre slet ikke med nogen. Det er det man kalder "markedsmekanismen". I et økonomisk system, hvor fyringer er forbudt lykkes det stort set alle at finde sig en plads. I et seksuelt system, hvor utroskab er forbudt lykkes det stort set alle at finde sig en sengepartner. Men i et fuldkommen liberalt økonomisk system er der nogle, der opbygger betragtelige formuer; andre lider under arbejdsløshed eller fattigdom. I et fuldkomment liberalt seksuelt system har nogle et alsidigt og spændende seksualliv; andre er henvist til onani og ensomhed. Den økonomiske liberalisme er en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser. På samme vis er den seksuelle liberalisme en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser. På det økonomiske plan tilhørte Raphaël Tisserand vinderne; på det seksuelle plan taberne. Nogle vinder på begge områder; andre taber begge steder. Virksomhederne slås om de nyuddannede; kvinderne slås om de unge mænd; mændene slås om de unge kvinder: forvirringen og opstanden er betragtelig." (Houellebecq, Udvidelse af Kampzonen) 

Det må være en kæmpe udfordring at blive forældre nu om dage. Særligt på det tidspunkt hvor børnenes liv for alvor begynder at blive end kamp om anerkendelse. Nu har det sikkert aldrig været en nem opgave at være forældre til børn i puberteten eller teenagere, men ikke desto mindre tror jeg det er blevet en langt større udfordring i forhold til den min egen generations forældre måtte tage op. Hvorfor? Ja fordi børn, tweens og teenagere i langt højere grad skal leve op til nogle skærpede og voldsomt ensidige krav og normer til, hvordan de får social succes i deres liv for  at komme mentalt helskindet igennem tilværelsen.

 

For mange børn og unge er det højeste ønske i deres liv at blive berømt. Det er der ikke noget underligt i, når man ser på, hvad det er for nogle identitetsmæssige idealer, der er de mest ophøjede i vores samfund. Selvom børn og teenagere så sandelig ikke er blevet mindre materialistiske, forbrugsliderlige og begærlige efter materielle værdier, er det ikke den materielle økonomiske rigdom/velstand i sig selv som deres begær er indstillet på. Selv for børn, kan man fristes til at sige, er lykken er ikke alene gjort med masser af penge; penge er i sig selv uinteressante, men de følger som regel med som en del af det som vores lykke er gjort af, nemlig anerkendelse.

 

Ikke alene børnene, mange voksne mennesker vil også være berømte, fordi det er den mest åbenlyse vej til at opnå social anerkendelse. Berømte personer er ikke alene dem som har lettest ved at opnå andre menneskers anerkendelse og beundring, når bare man er berømt behøver man ikke en gang at have talent for noget som helst, lige som det er tilfældet med hende der Paris Hilton, berømte personer er også dem som tildeles den største mængde social anerkendelse, f.eks. er der stort set ingen inklusiv mig selv, der kender den danske nobelpristtager i kemi, hvorimod vi alle kender og beundrer Nikolaj Lie Kaas for hans evner som skuespiller og til at være kendt.

 

Så når små piger, ja selv halvvoksne teenagere, der burde have udviklet en vis kritisk sans og sund fornuft, vil gå så langt i deres jagt på berømmelsen = lykken som til at have sex foran et kamera med en mand, som kunne være deres bedstefar, gør det naturligvis et foruroligende indtryk på os. Men vores dybe forundring og harme kanaliseres tilsyneladende kun ud igennem vores moralske foragt for den gamle perverse stodder. Men hvorfor er der ingen, eller i hvert fald ingen medier, der undrer sig særligt over, hvad der foregår oppe i hovederne på de små stakkels pigebørn, som er blevet ofre for deres egen iver efter opmærksomhed, berømmelse og beundring? Hvorfor er der tilsyneladende ingen medier, der går skidtet videre og forsøger at undersøge, om der kunne ligge nogle generelle patologiske samfundsmæssige forhold og tendenser til grund for ikke bare den store moralske forræders handlinger men i særdeleshed for pigernes.

 

Mens vi er travlt optaget af de handlinger og tendenser, som nemmest kan gøres til genstande for vores foragt, overser vi de mere dybereliggende og langt mere udbredte patologier/problemer i samfundet, ja vi gør så.

Markedsføring handler om at positionere sit produkt og sin virksomhed i en gruppe menneskers bevidsthed. Det har vi set forsøgt på mange forskellige måder, som vi alle kender mere eller mindre til. Grundlæggende handler det om at skabe opmærksomhed omkring sig selv og sit produkt.

I dag er vi blevet bevidste og ekstremt kritiske forbrugere. Vi stiller ikke mindst høje kvalitetskrav til de produkter vi køber, vi forventer også at de firmaer som producerer varerne lever op til en vis etisk standard, tager miljømæssige og kulturelle hensyn og respekterer almene menneskelige rettigheder og værdier. Derudover er vi også begyndt at stille krav til hvad firmaerne vælger at spilde vores tid og ofre vores opmærksomhed på, når de reklamerer for dem selv og deres produkter eller på anden vis forsøger at fange vores opmærksomhed. Vi gider ikke spilde vores tid på tåbelige reklamer, og vi er blevet kloge nok til at gennemskue, hvornår vi forsøges at blive manipuleret med. Hvis vi overhovedet skal investere et øjeblik af vores dyrebare opmærksomhed i at se og høre på firmaernes tilbud og slogans skal det i den grad interessere os; det skal enten være rigtig god underholdning eller gribe ind i en virkelighed, som har noget med os personligt at gøre.

Fænomenet branding kan ses som et forsøg på at matche en bestemt identitet med noget vi enten føler os tiltrukket af - begærer og stræber efter - eller noget som vi i forvejen kan identificere os med. Det er rigtig smart, hvis man har skabt sig et brand, hvor den særlige brandidentitet virkelig matcher noget mange mennesker identificerer sig med og griber ind i en virkelighed, som giver mening for disse mennesker. Coca-Cola er et klassisk eksempel. Men der er også mange produkter, som vitterligt ikke egner sig til at fungere som identitetsfællesnævner på denne måde. Et eksempel er det firma som siger, at det er dem som skaber kontakterne. Det er såmænd et udmærket sjovt lille slogan de der har fundet på, men hvad vil de egentlig udover at gøre opmærksom på deres produkt? Kunne det ikke være spændende og oplagt hvis de faktisk gjorde et aktivt forsøg på at skabe kontakterne i den så udmærkede overførte betydning? Gør dog noget i stedet for bare at blive ved med at påstå det.

For hvordan skaber man i virkeligheden kontakt til et andet menneske? Det må være en af menneskets allerældste og mest essentielle egenskaber. De fleste mennesker er født med denne egenskab så det burde ikke være så fremmed for os. Hvis jeg må driste mig til at komme med et bud på noget så enkelt, vil jeg komme med et tilsvarende enkelt svar: Man begynder ganske enkelt at tale til det eller til de mennesker, man har bestemt sig for at ville skabe kontakt til.

Hvor svært kan det være? "Virksomheder, I må bare se at komme igang med at blogge", lyder det naivt og spontant herfra.

"We launch marketing campaigns based on strategies that target markets; we bombard people with messages in order to penetrate markets (and the sexual overtones here shouldn't be dismissed here either). Business-as-usual in constant state of war with the market, with the Marketing department manning the front lines." (Searls, The Cluetrain Manifesto.)

Krigsretorikken er slående for sprogbrugen i den marketing management diskurs som vi kender den, eller rettere som vi har vænnet os til den. På universiteter og business schools verden over lærer studerende som noget af det første og mest basale at forstå markedet ud fra en krigslogisk tankegang og begribe det med militante termer, som citatet her så udmærket eksemplificerer. Markedet begribes som en krigszone/kampplads, ikke som et fredeligt sted, hvor mennesker udveksler goder og samtaler med hinanden. Med dette grundlæggende tankesæt lærer kommende forretningsfolk og virksomhedsbosser de grundlæggende regler for, hvordan man ved hjælp af udførlige markedsanalyser først nøje indstiller sit sigtekorn på et bestemt target for derefter at kunne ramme så præcist og effektivt som muligt, når man indleder (launch) sit angreb i form af en marketing kampagne og dermed bombarderer fjenden/forbrugerne med beskeder og slogans via massekommunikationskanalerne for at gennembore markedet og efterlade så få mennesker uramte af reklameskytset som muligt.

"Consider the distance we've come. Markets once were places where producers and customers met face-to-face and engaged in conversations based on shared interests. Now business-as-usual is engaged in a grinding war of attrition with its markets." (Searls, The Cluetrain Manifesto.)

Åh! Så fri mig dog for dette nostalgiske, bagstræberiske, antikapitalistiske hippie-pis! tænker I måske? Og dette ønske skal jeg nu om et lille øjeblik efterkomme. Jeg ville bare lige endnu en gang gøre opmærksom på en fin iagttagelse andre har gjort i håb om at efterlade andre med lidt stof til eftertanke, og hvis ikke det så give anledning til lidt irritation her op til weekenden.

God weekend ærede læser, og efterlad endelig en kommentar.

I denne uges Mandag Morgens ugebrev kan man læse, at nutidens og i særdeleshed fremtidens nyhedsforbrugere vil have samtaler frem for forelæsning, dialog og interaktion frem for envejskommunikation. Fra MM lyder anbefalingen ikke bare til nyhedsmedierne men i det hele taget til deres målgruppe - mennesker og virksomheder, der gerne vil være med på innovationsbeatet - at de aktivt må indlade sig på de nye sociale medier og web 2.0 services.
På trods af at web 2.0 er blevet et udbredt og gængs anvendt begreb i business-munde, også her til lands, er der stadig ultra-få danske virksomheder, der aktivt er begyndt at anvende weblogs som kommunikationsredskab. Hvordan kan det være? Kan det virkelig være fordi, at mange endnu ikke rigtigt har forstået de helt fantastiske muligheder for interaktiv kommunikation, som redskabet på uhyre simpel vis stiller til rådighed?
Der må da helt bestemt være adskillige bloggere ude i virksomhederne, navnlig de virksomheder der lever af at sælge kommunikation på den ene eller den anden måde. De medarbejdere, der er bloggere må da velsagtens kunne forklare deres ledere, hvis ikke de selv er ledere, hvor selvindlysende rigtigt det er for firmaet at komme i gang med noget corporate blogging. Det kan da kun gå for langsomt og er kun et spørgsmål om tid før alle andre gør det. Eller hvad? Tager jeg fejl? Er det mig der er naiv og så forblændet af min egen begejstring, at jeg ikke kan se ret mange særlige ulemper?
Teach me web 2.0!

En af de største og mest udbredte misforståelser i nyere tid er den opfattelse at vores identitet er noget autentisk, noget som kommer indefra, en medfødt særegenhed ved vores unikke personlighed. Den samme forestilling om identitetens autonomitet ser vi reproduceret i endnu mere ekstrem grad hos virksomhedernes til tider halvpinlige forsøg på at beskrive deres virksomhedsidentitet. Hele tankesættet bag den hidtidige reklame- og branding tænkning abonnerer i bund og grund på denne forestilling om identiteten som et koncept, at identitet er noget virksomheden eller brandet selv autonomt udtænker, formulerer og manifesterer uafhængigt af omverdenen. Derfor lader det sig netop gøre at denne opgave tit og ofte kan overlades til et reklamebureau. Hvor er det i grunden en ejendommelig forestilling:

"Goddag, jeg vil gerne bestille en identitet til min virksomhed, den må gerne være sådan lidt progressiv, spar endelig ikke på de nyeste buzz words, og så skal det være noget, der kan indfange vores værdier om troværdighed, tillid og nærvær."
"Udmærket, den fikser vi, det kommer nok til at koste chefknasten, men taget i betragtning hvor vigtigt det er nu om dage at have en identitet, er det absolut money well spent."

Det sidste skal jeg være den sidste til at betvivle; identitet er guld værd, især hvis man formår at skabe sig en identitet, der rammer plet hos kundemålgruppen. Og langt hen ad vejen har det sandsynligvis også kunnet mærkes på bundlinien for de virksomheder, som har valgt at investere i corporate identity lige som det har vist sig fordelagtigt at være med på andre business modediller. Men men men... forbrugerne, målgruppen, segmenterne er ved at vågne op; lige som de færreste gider høre på et indbildsk fjols, der hælder vand ud af ørene og praler med hvor god han er til det ene og det andet uden at det på nogen måder synes at have hold i virkeligheden, eller sågar stemmer overens med alle andres opfattelse af personen, gider færre og færre mennesker lægge øre til en virksomheds egen selvfede og dybt kedsommelige forestilling om sig selv og sin såkaldte corporate identity med mindre det bygger på netop kundernes og det øvrige samfunds opfattelse af virksomheden.

Måske er det på tide at det går op for virksomhederne, at identitet handler om selvbevidsthed og at selvbevidsthed er noget som udvikles i dialog med andre mennesker.

Næste lektie må så være: Hvordan kommer vi bedst muligt i reel dialog med de mennesker, som definitionen af vores identitet er afhængig af?

Hver gang jeg har skullet fortælle et fremmed menneske, hvad jeg er uddannet som, er jeg i de fleste tilfælde blevet mødt med en vis forundring og med det samme fået spørgsmålet om, hvordan i alverden filosofi og økonomi kan hænge sammen. Jeg forstår egentlig udmærket forundringen eftersom jeg jo også selv er født og opvokset i en verden, hvor man i de sidste hundrede år har skelnet skarpt imellem business (erhvervsøkonomi) og alt hvad der havde det mindste humanistiske præg over sig. Vi er bevidstløst blevet opflasket med devisen om at business is business. Måske er det den Tayloristiske arv der har fået os til at opfatte økonomi som en videnskab, der jo mere renset den er for humanistiske aspekter, jo mere kan den leve op til betegnelsen videnskab.

For så vidt som vi kan betragte økonomien som videnskab må det betegnes som en af verdens ældste videnskaber. Ligesom filosofien kommer økonomien ligeledes fra det antikke græske, de fleste der har beskæftiget sig teoretisk med økonomi ved også at ordet kommer af det græske ord Oikos, som betyder noget i retning af husholdning. Kan man overhovedet forestille sig noget mere menneskeligt end det at holde hus? Nej, vel! Så egentlig burde vi undre os langt mere over, at økonomi som begreb er blevet så u-menneskeligt og afhumaniseret inden for den moderne tidsalder.

Det er nu ikke det svar jeg plejer at diske op med, når jeg skal forsøge at lade folk forstå, at de to ting såmænd hænger ganske fornuftigt sammen. Jeg tror ikke det ville ændre væsentligt på folks forundring. Jeg plejer at sige noget i retning af, at blandingen af de to fagområder er et idealistisk projekt, som går ud på at uddanne nogle erhvervsøkonomer, som interesserer sig for samfundslivet som helhed for at bringe markedsøkonomien tilbage til noget der ligger tættere på den menneskelige eksistens som sociale væsener.

Det er nu ikke det svar jeg plejer at diske op med, når jeg skal forsøge at lade folk forstå, at de to ting såmænd hænger ganske fornuftigt sammen. Jeg tror ikke det ville ændre væsentligt på folks forundring. Jeg plejer at sige noget i retning af, at blandingen af de to fagområder er et idealistisk projekt, som går ud på at uddanne nogle erhvervsøkonomer, som interesserer sig for samfundslivet som helhed for at bringe markedsøkonomien tilbage til noget der ligger tættere på den menneskelige eksistens som sociale væsener.

Når blandingen af filosofi og markedsøkonomi kan vække så forholdsvis stor forundring, skyldes det måske også opfattelsen af at markedsøkonomi og erhvervsliv er noget ekstremt formålsrationelt, som udelukkende handler om udbud og efterspørgsel og skabelse af profit og at filosofi på den anden side er noget med at sidde og tænke dybt over livets mening. Og jo, hver for sig er det dybest set det som det hver især handler om, men hvorfor er disse to ting så svære at få til at passe sammen? Hvorfor behøver de at være så adskilte? Hvorfor skulle det være irrelevant at søge efter livets mening, blot fordi man vil drive forretning og skabe sig en profit? Og hvorfor er det mærkeligt at interessere sig for markedet, det virkelige liv, der hvor vores moderne liv i høj grad udspiller sig, når man beskæftiger sig med filosofi?

Måske er tiden ved at være modnet. Det lader i hvert fald til, at der er ved at ske en generel omvæltning i hele måden at tænke forretning og anskue et marked på. I det jeg vil kalde kampskriftet "The Cluetrain Manifesto" er forfatternes ypperste tese, at markeder er samtaler. Pointen er lige frem; et marked et sted hvor man udveksler ord mens man udveksler goder i et gensidigt anerkendende dialogisk forhold mellem sælger og køber, lige som man gjorde det på torvet - agoraen - på i den græske bystat. Det er ved at være slut med at betragte markedet, som et skuespil, hvor kommunikationen kun går en vej. Måske er filosofferne og dialogen på vej tilbage til markedspladsen. Der synes i hvert fald at være stemning for det.

For et år siden sad jeg her på min pind og skrev speciale om hvordan firmaernes branding har overtaget kirkens plads som det punkt hvorfra vi henter vores forestillinger og etiske normer og idealer om det gode liv og hvad der er værd at opnå her i tilværelsen. Jeg fik vist aldrig formidlet mit kritiske budskab til andre end min vejleder, min censor og nogle få indviede, som var med til at overvære min eksamen. Først nu ser jeg muligheden for at distribuere mine tanker til andre ligesindede, som jeg er overbevist om der må være mange af.

Lad mig komme til sagen og lad mig bare starte et vilkårligt sted. Min kandidatafhandling som fik den i handelshøjskoleretorik noget utraditionelle titel "Det moderne slaveri" med undertitlen "Kritik af brandingens formynderiske indvirkning på identitetsdannelsen" er et kampskrift. Det tager udgangspunkt i en helt personlig følelse, som har forfulgt mig det meste af mit bevidste liv af, at vi snedigt manipuleres af firmaerne, deres mærker og deres reklamebureauer. De fleste af os er fuldt bevidste herom, men ligeglade, fordi vi aldrig har været vant til ikke at blive manipuleret med og derfor forekommer at være helt i overensstemmelse med vores egne ønsker. Mærkerne er nærmest symboler på vores vestlige frihed, som vi baserer på demokrati, frie markedskræfter og dialog. Men stik imod disse idealer forekommer frihedssymbolerne og de firmaer, der står bag dem at være alt andet end dialogiske i deres måde at kommunikere deres reklamebudskaber på. Mærkevaregiganterne fremstår nærmest som uigennemtrængelige bevidsthedsdiktaturer, der ensidigt fortæller os, hvilke mål vi bør sætte os i livet eller hvad der er værd at stræbe efter.

Jeg tror ikke der er mange, der vil benægte, at branding, positionering, markedsføring osv. alt sammen handler om forskellige redskaber og metoder til manipulation - måder at stimulere og påvirke forbrugernes forbrugsvalg. Det er vel snarere en velkendt og alment accepteret kendsgerning. Vi ved at firmaerne kun vil en ting, når de præsenterer os for deres reklamer og andre markedsføringspåfund og det er ikke at underholde os for vores egen skyld eller komme i dialog med os. Det er et rent strategisk og afmålt ærinde om at påvirke vores frie forbrugsvalg. Det pudsige er, at vi er fuldstændig bevidste om dette forhold og er derfor beredte på det. Man kan spørge sig selv, og det må være dagens øvelse, under hvilke omstændigheder man nogensinde ville acceptere at blive behandlet på en sådan manipulerende, ja formynderisk måde i et hvilket som helst andet forhold man indgik i?

Ansvaret for misforholdet i dette kommunikationsforhold placeres mærkværdigvis nok på forbrugerens skuldre; det er vores egen skyld hvis ikke vi kan gennemskue den perlokutionære retorik og den heteronomi vi underlægger os, hvis vi lader os forføre af brandingens kneb. Denne opfattelse af forbrugerens eget ansvar bliver endnu mere absurd, når vi ser, at en større og større del af de forbrugersegmenter branding retter sig imod udgøres af børn og teenagere. Man er begyndt at indse, at folk ikke længere gider høre eller se på deres latterlige forsøg på at få os til at købe. Til gengæld har man opdaget en ny gruppe superforbrugere, som endda er modtagelige for deres manipulation.

Denne første post i Agoraen er begyndelsen. Begyndelsen til mit liv som blogger, begyndelsen et nyt kapitel i mit liv, begyndelsen på min karriere. Samtidig er det beyndelsen til opbygningen af en interaktiv kreativ tænketank, som jeg godt nok initierer, men som alene på betingelse af andres deltagelse vil blive rigtig succesfuld, og som jeg håber interesserede vil følge med i og bidrage flittigt til. Det er højst sandsynligt også begyndelsen til en masse "ting" jeg endnu ikke har begreb og bevidsthed om...

Jeg har valgt at kalde min blog for Agoraen, fordi det er et begreb, som jeg mener, indfanger mange af de aspekter, som jeg personligt finder interessant ved at blogge. Jeg ser blogusfæren som internetalderens Agora. Agoraen er for dem som ikke kender til begrebet betegnelsen for markedspladsen eller torvet i den græske bystat. Det sted hvor bystatens borgere mødtes og handlede med hverandre og udvekslede samtaler om filosofi, politik, poesi, kunst etc.

I vores moderne samfund med dets kapitalistiske organiseringsform og alt hvad det indeholder af teknologiske hjælpemidler og sociale omgangsformer forekommer Agoraen at være noget meget fjernt fra den måde vi lever, konsumerer og organiserer vores samfund på i dag. Hvorfor det forekommer os fjernt er en længere historie, hvilket jeg tror vi nok skal komme til at berøre på et senere tidspunkt. I denne omgang er det vigtigste for mig at sige, at jeg ser bloggingfænomenet, som en mulighed for at komme tilbage til en for mig at se mere menneskelig måde at kommunikere på på markedspladsen og endda uden at vi behøver at skode alle de teknologiske hjælpemidler, som unægtelig har gjort vores liv meget nemmere.

Jeg vender snart tilbage...